Svendborgs fem grimmeste bygninger

Tobias Frederiksen

Klummeskribent.

Thuriner og teologistuderende. Student fra Svendborg Gymnasium.

Svendborg er en af landets smukkeste byer. Vi har en lang og rig historie, og den kan mærkes overalt i byen og kommunen, først og fremmest gennem vores bygninger. 

Kør ad cykelstien langs Christiansminde og kig op. Gå forbi villaerne omkring Strandvejen, over torvet, langs havnepladsen. Det er fysiske manifestationer af vores historie, af godt håndværk og af en kulturarv, hvor havet og sejladsen spiller en stor rolle for denne gamle købstad.

Derfor gør det ondt at se, hvad der er skudt op de senere år. Det ene stål-, beton- og glasmakværk efter det andet. Gamle flotte bygninger rives ned, vores kultur ødelægges for at tilfredsstille modernitetens opgør med gamle stilarter. 

Nu skal jeg passe på med at give arkitekterne hele skylden, for det ville faktisk være en pænere forklaring end den rigtige. Kigger man nærmere på byggerierne herunder, er det sjældent kunstnerisk overmod, der har styret. Det er budgetter, bygherrer og kommunale beslutninger. 

Lad mig sige det, inden nogen skriver det i kommentarsporet: jeg er ikke imod, at der bygges i Svendborg. Vi skal have boliger, SIMAC og UCL trækker unge til byen, og havnen skal leve. Men der er forskel på at bygge og på at bygge dårligt. Det, jeg efterlyser, er ikke særlig avanceret: materialer, der bliver kønnere med årene i stedet for grimmere. Og at man faktisk burde tage inspiration fra meget af den smukke arkitektur, der allerede dominerer Svendborg. Jeg efterspørger, at vi bygger bæredygtigt, og det handler ikke bare om at bruge genbrugsmaterialer. Nej, det handler om at bygge bygninger, som man ikke senere fortryder og river ned. 

Her er de fem bygninger, jeg har sværest ved at tilgive. Fire nye, og en enkelt fra arkitekturens losseplads, nemlig 60’erne. For det er sandelig ikke kun nybyggeri, der er grimt.

1. ThurinerHusene på Gambøtvej, Thurø

Langs vandet ved Gambøtvej ligger ThurinerHusene: 35 boliger i første række til havet, opført af NPV og JCN Bolig med den erklærede ambition at skabe eksklusive vandkantsboliger. Svanemærket, moderne, nordisk. Og altså: store sorte klodser, der dominerer en udsigt, som indtil for nylig fik lov at være i fred.

Byggeriet består af flere punkthuse i en tæt struktur, hvor træ, beton og mørke facader efter sigende skal tilpasse sig det maritime miljø. Det lykkes ikke. For hvad er der egentlig særligt maritimt ved sort træ, fladt tag og store glaspartier? Det kunne stå ved en hvilken som helst havn i Danmark. Alene navnet er svært at læse som andet end en hån mod dem, der rent faktisk er thurinere, for hvad gør dette særlig “thurinsk”? Flere af boligerne står stadig til salg, og priserne ligger i millionklassen. Man kan undre sig særligt over stueetagen. Dem, der bor der, er til konstant beskuelse fra forbipasserende, og den havudsigt, der ellers skulle være hele gevinsten, dækkes af beplantningen og en betonmur.

Så er der vejen derud. Gambøtvej er smal, og den er ikke blevet bredere af, at der nu ligger 35 boliger for enden af den. Når man ser resultatet, kan man ikke andet end ærgre sig over, at grunden ikke endte hos sejlklubben. Jeg ved godt, det er et ønske og ikke en forspildt mulighed, men tænk, hvad en udbygning af sejlklubben kunne have betydet for Thurøs sejlkultur og dermed for hele Thurø. 

2. Stålhallen på Frederiksø

Kan man kalde en bygning grim, før den er bygget? Det mener jeg godt man kan, når planerne, illustrationer og historikken bag er offentligt kendt. Så lad mig være ærlig om præmissen: Byggeriet af teatret på Frederiksøen, er ikke begyndt endnu. Det er skitserne og planen, jeg forholder mig til.

Den gamle stålhal skal laves om til nyt teaterhus for Baggårdteatret, som ved samme lejlighed skifter navn til det dystopiske: “Stålhallen Teater”. Til gengæld måtte Danmarks Museum for Lystsejlads flytte ud. Museet er ikke lukket, men det står i skrivende stund i midlertidige rammer på Abildvej uden en permanent adresse, og det er svært at se det som andet end et tab for Svendborgs maritime arv.

Nu skal jeg være fair. Projektet genbruger faktisk stålhallens oprindelige konstruktion, og hensigten er at bevare den industrielle identitet. Det er i princippet præcis det, jeg efterlyser. Men at beholde et skelet er ikke det samme som at bevare et hus. Det, der kommer til at hænge på og omkring konstruktionen, er et helt nyt formsprog, som vil stå i stærk kontrast til resten af Frederiksøen. På en ø med ægte værftshistorie, hvor både skibsværftet og Kammerateriet står som gamle havnebygninger med karakter, får vi altså et prestigebyggeri, der mest af alt ligner en visualisering fra et arkitektfirma. Malplaceret i alt andet end navn.

Jeg ser dog frem til at se det endelige udfald af “Stålhallens” visioner. Og såfremt at projektet lykkes og bliver pænt, vil jeg naturligvis med glæde skrive en ny anmeldelse.

3. Svendborg Maritime Erhvervspark

5.000 kvadratmeter fordelt på seks etager, rejst af et konsortium på seks investorer, klar til indflytning i sommeren 2023. Sådan lyder Svendborg Maritime Erhvervspark på Østre Havnevej i tal. I virkeligheden er det en stor firkantet klods. Bygningen huser virksomheder med tilknytning til den maritime sektor og er opført i et nutidigt, funktionelt design med store glaspartier og brune facadeelementer. Det er tydeligt, at det brune metal er sat op i et forsøg på at skabe bare en snert af visuel interesse, men placeringen virker tilfældig, og så bliver den mere forstyrrende end gavnlig. 

Svendborg er kendt for sin maritime historie. Det er bare ikke det indtryk, man får, når man bevæger sig langs det nye byggeri ved Nordre Kaj. Man kunne dvæle længe ved både SIMAC og det nye UCL, som begge er store og påfaldende kedelige. Men erhvervsparken er den, der stikker mest i øjnene. I stedet for at bygge videre på havnens særpræg, som netop kunne vise svendborgensere og turister, at det her er en historisk havneby, fik vi endnu en kontorbygning. Den siger absolut intet om Svendborg og kunne lige så godt stå i et erhvervskvarter i Odense.

4. Svendborg Gymnasium

Man kunne få den tanke, at arkitekten fik beskeden: her skal være plads til mange elever, og helst så billigt som muligt. Det passer næsten. Bygningerne på A.P. Møllersvej er tegnet af Jørgen Stærmose, kongelig bygningsinspektør, og de blev slet ikke tegnet til Svendborg alene. Fordi man havde travlt, droppede man arkitektkonkurrencen og bestilte i stedet en typeskole. Der blev opført tre identiske gymnasier: Mulernes Legatskole i Odense og Viby Gymnasium ved Aarhus stod færdige i 1968, og Svendborg kunne tage sine bygninger i brug året efter. 

Vores gymnasium er altså en kopi. Resultatet er derefter. Farveløs grå beton og sorte detaljer giver et koldt, afvisende, ja nærmest fjendtligt udtryk. Man får mere følelsen af at besøge et østtysk bibliotek end en institution præget af dannelse, fest, farver og ungdommelighed, som et gymnasium jo bør være. Jeg kan kun forestille mig, hvad kommunens brobygningselever tænker, når de ankommer til et hus, der på ingen måde virker velkomment. Så er der de nyere tilbygninger, ikke mindst Det boglige Hus fra 2006-2007, som minsandten har vundet Svendborg Kommunes Arkitekturpris. Heldigvis slap man for den kolde beton, men imponerende er det altså heller ikke. Jeg husker adskillige somre, hvor de mange glaspartier forvandlede bygningen til et drivhus. Og et ståltag, der lod tordenen banke gennem hele huset, når det regnede.

5. Nordre Park

Som barn kørte jeg tit forbi den gamle Nordre Skole på vej til min fritidsklub. Røde mursten, høje vinduer, tegltag. Den havde sin charme, og den lå på et af byens højeste punkter med udsigt over Svendborg og sundet. Skolen lukkede i 2011 og blev senere revet ned. Da jeg hørte, at der skulle bygges boliger på grunden, tænkte jeg, måske naivt, at man ville bevare bygningen og lave den om til lejligheder med byens bedste udsigt. Der tog jeg fejl. I stedet fik vi Nordre Park på Mølmarksvej: 95 almene familieboliger, 17 private lejeboliger og en SPAR-købmand i stueetagen, fordelt på blokke i tre til fem etager sat op i hesteskoform.

Man har ganske vist genbrugt murstenene fra den gamle skole, og det skulle være byggeriets bæredygtige signatur. Håndværkerne, der murede skolen op i 1945, lagde dengang nogle genstande ind i murværket. De blev en del af de nye bygninger i kombination med nye ting fra 2021. Det er en fin historie. Men stenene sidder nu som et bånd nederst i byggeriet, og kontrasten til resten er ret synlig: flade vægge uden den mindste detalje og fladt sort tag. Og der ligger hele problemet i en nøddeskal. At genbruge materialer fra en bygning er ikke det samme som at føre en byggetradition videre. Man kan sagtens tage murstenene med og efterlade alt det, der gjorde huset værd at se på. Ærligt talt så efterlader Nordre Park mig med en grundlæggende følelse af skuffelse og spildt potentiale.

Afrunding

Hvis det hele lyder en smule negativt, er det nok, fordi det også er meningen. Men jeg er altså ikke af den opfattelse, at Svendborg kun består af grim beton, sorte stålkasser og arkitektoniske fejltagelser. Tværtimod. Noget af det, der gør kritikken mulig, er netop, at vi har så meget smuk arkitektur at sammenligne med.

Derfor skal dette heller ikke være en klagesang over Svendborg. Tværtimod. Derfor vender jeg snart tilbage med den anden side af sagen: de fem pæneste bygninger i Svendborg. Og heldigvis er den liste mindst lige så interessant at lave.