Klummeskribent.
Cand.soc. i samfundsfag & filosofi. Bestyrelsesmedlem i Svendborg Folkeuniversitet og Det Konservative Folkeparti Svendborg.
Den kollektive eufori over etableringen af Thomas Dambos trold Mulle Fuglemor i Svendborg NØ vil ingen ende tage. Og nu med eget blik kan jeg godt forstå, at æstetikken og placeringen kan fremkalde begejstring. Men midt i alt kan jeg selv undres over, hvorfor den egentlig skulle gøre noget godt for områdets fortælling og arv.
Mulighedens forsøg på at ændre fortællingen om Svendborg NØ med et eksporteret image er godt og vel gjort i samarbejde med de lokale borgere, som har kunnet sætte deres præg, men Dambos trold fortæller noget mere generelt. Trolden giver udtryk for at være en eller anden form for naturlig fugleomfavnelse, som står til rådighed for fællesskabet. Men man kan godt sætte spørgsmålstegn ved figurens grundlæggende lokalforankring og formål.
Svendborg NØ er omgivet af historisk kulturarv. Fra Gammel Hestehave, Christiansminde, Ørkild Voldsted til området Skovparken, som også har sin betydningsfulde historie om fællesskab. Vi kommer dog for ofte til at fokusere på det negative ry, men samtidig kommer vi også til at glemme, at området har rødder i Svendborgs historie. Formidlingen af områdets historie skal da i langt højere grad komme til udtryk, i stedet for at vi altid søger efter en ny begyndelse, som om vi kan få en utopisk åbenbaring, der kan ændre på den virkelighed, som i realiteten binder os sammen.
Vi vil gerne løfte det sociale ansvar og italesætte områdets kvaliteter, hvor hårdtarbejdende borgere, civilsamfundet og sociale instanser igennem tiden har kæmpet hårdt hver dag for at skabe området og har været med i processen til at danne Skovparkens fællesskab. Derfor forekommer det mig lidt fjernt, at en pludselig genbrugsskovtrold skal kunne vise, hvad der i forvejen er blevet opbygget, men ikke er blevet bragt frem i lyset.
Hvis det skulle demonstrere det, som Skovparken indefra er udsprunget af, og helt generelt Svendborg NØ, kan den indre sjæl overskygges. Så skal det lokale fællesskab se på, at turister valfarter til attraktionen, hvor selve skovtrolden pludselig får al hæder frem for dem, der har dannet værket Skovparkens udvikling til det fællesskab, som det er i dag.
Trolden er flot og kan inspirere. Men et forsøg på spektakulært kunstnerisk gøgleri, hvor der i højere grad søges at skabe en hypersimulationspromovering og målrette en turistvandring med skyklapper for at få et billede til de sociale medier, fremviser ikke områdets historiske og indre sammenhængskraft.
