Baagøes Allé 35 er den af de tre bygninger, der har den højeste bevaringsværdi.
Ansvarshavende chefredaktør.
Cand.scient.pol. Kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg Kommune 2019-2025. Næstformand for Det Konservative Folkeparti i Svendborg.
Tre bygninger på Baagøes Allé kan blive revet ned, hvis Lokalplan 696 for Svendborg Sygehus bliver endeligt vedtaget. Den ene af dem har høj bevaringsværdi.
Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkendte forslaget den 11. august og sendte det i offentlig høring frem til den 10. september. Det er fire uger, altså hvad planloven kræver som minimum. Der bliver ikke holdt borgermøde. Og bliver planen vedtaget, skal der heller ikke holdes en særskilt høring, inden bygningerne må rives ned.
Enhedslisten kunne ikke tilslutte sig indstillingen og afgav denne mindretalsudtalelse:
“Enhedslisten kan ikke tilslutte sig indstillingen, da vi finder nedrivningen af de bevaringsværdige bygninger forkert ud fra et bæredygtighedsperspektiv og hensyntagen til bygningskulturarv.”

Tre der kan ryge, tre der skal beskyttes
Det drejer sig om Baagøes Allé 35, 39 og 43. Nummer 35 er registreret med bevaringsværdi 3, nummer 39 og 43 med bevaringsværdi 4.
Bygninger vurderes efter SAVE-systemet på en skala fra 1 til 9, hvor 1 er den højeste. Karaktererne 1 til 3 regnes for høj bevaringsværdi, 4 til 6 for middel og 7 til 9 for lav. Baagøes Allé 35 ligger altså i den øverste kategori.
Karakteren gives ud fra fem ting: bygningens arkitektur, dens historie, hvordan den fungerer i sine omgivelser, hvor original den er, og hvilken stand den er i. Bygninger med karakter mellem 1 og 4 er ifølge Slots- og Kulturstyrelsens vejledning enten lokalt fremtrædende eksempler af deres slags eller uundværlige for helheden på stedet.
Samtidig lægger lokalplanen op til at beskytte tre andre bevaringsværdige bygninger ved Valdemarsgade. De må så hverken rives ned eller ændres uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Den store blodbøg ved hovedindgangen skal også beskyttes.
Velholdte udenpå
Jeg gik selv en tur forbi bygningerne i august for at tage billeder til den her artikel.
Fra gaden ligner de ikke noget, der står for fald. Og det er ikke bare mit indtryk. De bygninger, der måske skal rives ned, beskriver kommunen selv som velholdte.
Men det er heller ikke facaderne, kommunen har noget imod. Bevaringsværdien siger nemlig kun noget om bygningerne udefra. Facaderne, tagene, detaljerne og hvordan ejendommene passer ind, hvor de ligger. Hvordan der ser ud indenfor, tæller ikke med.

Kommunens begrundelse
De tre bygninger ligger nord for resten af sygehuset. Ifølge lokalplanen er de ikke egnede til moderne behandling på grund af deres alder og konstruktion. På et sygehus skal hygiejne, arbejdsmiljø og de afdelinger, der hænger sammen, nemlig ligge tæt på hinanden.
Baagøes Allé 43 er den, kommunen har mest at indvende mod. Gulvet kan ikke bære det tunge diagnostiske udstyr, og det ligger ikke i samme højde som i nabobygningen. Det giver problemer, når patienter skal flyttes mellem operation og opvågning.

Dertil kommer nye og større scannere, som kræver bedre plads at komme til. Og de muligheder bliver også begrænsede, hvis ikke alle tre bygninger rives ned.
For nummer 35 og 39 lyder begrundelsen anderledes. Rives de ned, bliver der plads til bedre adgangsforhold og parkering tæt på sygehusets bagindgang, som skal opgraderes.
Regionens plan
Region Syddanmark ejer sygehuset og har vedtaget en plan for, hvordan det skal bygges om i de kommende år. Den plan forudsætter, at dele af de nuværende bygninger forsvinder, og lokalplanen er det, der skal gøre det lovligt.
Der sker også andet på grunden. University College Lillebælt flytter til et nyt campus på havnen, og når det sker, forventer Region Syddanmark at overtage bygningerne på Klostervænget 2-4 og bruge dem til forskning.
Intet borgermøde, ingen miljøvurdering
Kommunen mener ikke, der er brug for et borgermøde. Der ligger jo allerede et sygehus på grunden, og planen ændrer kun på, hvad der må bygges, ikke på hvad området bruges til.
Kommunen har nøjedes med en indledende vurdering. Den konkluderede, at planen ikke påvirker miljøet væsentligt, og at nedrivningen kun er en mindre påvirkning af kulturarven. Er man uenig i den vurdering, kan man klage til Planklagenævnet.
Et enkelt borgermøde har der været. Det blev holdt af Region Syddanmark i december 2024, hvor borgmesteren sagde et par ord, men ellers deltog kommunen ikke i programmet.
Høringssvar skal være hos kommunen senest den 10. september og sendes til plan@svendborg.dk. Derefter bliver svarene behandlet, forslaget bliver rettet til, og endeligt besluttet i Plan- og Lokalsamfundsudvalget. Sagen skal ikke forbi kommunalbestyrelsen.

