Ansvarshavende chefredaktør.
Cand.scient.pol. Kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg Kommune 2019-2025. Næstformand for Det Konservative Folkeparti i Svendborg.
Det koster 100 kroner for en voksen at sejle til en af øerne i Det Sydfynske Øhav. Det kan nu blive billigere, eller måske gratis, hvis det budgetforslag, som Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget skal drøfte på torsdag, bliver vedtaget til efterårets budgetforhandlinger.
Budgetforslaget er inspireret af coronatidens skattebetalte færger og de kommunalt finansierede lokalbusser i Svendborg Kommune. Det går helt konkret ud på at sænke billetpriserne på færgerne til Hjortø, Skarø og Drejø. Det første skridt er dog, at politikerne på torsdag bliver enige om at fremsende forslaget til efterårets budgetforhandlinger.
Tre forskellige modeller
Embedsmændene har udarbejdet tre forskellige modeller for politikerne, som de skal tage stilling til. Alle tre forslag vil gøre billetterne gratis uden for skolernes sommerferie og omfatter kun gående passagerer.
Dermed består forskellen på modellerne kun i, hvad billetprisen skal være i skolernes sommerferie.
Det dyreste og mest vidtgående forslag vil sætte priserne i skolernes sommerferie ned til 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn. Prisen for kommunekassen vil være 1,1 mio. kr. om året med denne model.
De to øvrige modeller vil sænke billetprisen til 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn samt 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn. Dette vil koste henholdsvis 963.000 kr. og 825.000 kr.
I dag er billetprisen 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn.
Uvis effekt
Administrationen erkender selv i beskrivelsen af budgetforslaget, at det er svært at estimere, hvor mange flere gæster billigere billetter vil tiltrække. Dog har man regnet på, hvor mange ekstra billetindtægter der vil følge med per 1000 ekstra passagerer.
Den dyreste model for kommunen og den billigste for gæsterne (20/10 kr. i billetpris) vil generere 18.000 kr. med 1000 ekstra passagerer. For de to andre modeller er effekten 45.000 kr. og 72.000 kr.
Skarøfestivalen holdes uden for
Der er planlagt en enkelt undtagelse, uanset hvilken model der vælges. Der er nemlig lagt op til, at man ikke skal konkurrere med Skarøfestivalens egen løsning, som selv har indsat en færge til at håndtere deres gæster. Derfor er det i administrationens oplæg foreslået, at der under Skarøfestivalen fastholdes de nuværende billetpriser på 100 kr. og 50 kr.

