Torvet i Svendborg. Foto: Johan Emil Sevelsted
Ansvarshavende chefredaktør.
Cand.scient.pol. Tidligere medlem af Svendborg Kommunalbestyrelse 2019-2025.
Opdateret mandag 16. november kl. 17.55 med kommentarer fra Thomas Olea-Christensen.
Svendborg bør blive i Cittaslow, mener John Arly Henriksen (A), formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget. Men han vil have rollen for Cittaslowrådet evalueret. Det skriver han i et svar til Reaktion Svendborg, før udvalget i morgen skal tage stilling til, om kommunen skal forlade netværket, som kommunen ifølge administrationen i 2008 blev medlem af som den første i Norden.
Direktionen lægger i dagsordenen op til to veje. Enten fortsætter kommunen med fokus på ét område, eller også melder den sig ud. Gør den det, er Svendborg ifølge embedsværket ikke længere certificeret Cittaslow-kommune og kan ikke længere bruge medlemskabet og Cittaslow-brandet i kommunens aktiviteter og kommunikation.
Uanset hvad foreslår direktionen, at kommunen melder sig ud af den lokale forening Cittaslow Svendborg. Det fraråder Cittaslowrådet, som er foreningens bestyrelse, så længe konsekvenserne ikke er belyst.
Sparringspartner, ikke råd
“Jeg synes, at Svendborg bør fortsætte i Cittaslow, men at vi bør evaluere rollen og forventningerne til Cittaslowrådet”, svarer John Arly Henriksen.

Han forestiller sig, at rådet får en anden rolle. “Måske skal det fremadrettet mere være en sparringspartner og ikke et råd, men en garant for, at vi holder retning”, foreslår han.
Tanken om rådet som sparringspartner bakker Thomas Olea-Christensen, delt formand for Cittaslow Svendborg, op. Han udtaler sig som privatperson og ikke på vegne af rådet eller foreningen. “Jeg kan kun tilslutte mig John Arly Henriksens tanke om, at Cittaslowrådet i højere grad kan bruges som sparringspartner”, skriver han i en kommentar til artiklen.
I dag bruges rådet anderledes, mener John Arly Henriksen. “Som det er nu, så bruges rådet af nogle medlemmer meget kritisk imod de tiltag, som kommunen har gang i, mere end et fælles organ/forening, vi alle kan se os i.”
“Det er en beskrivelse, jeg ganske enkelt har svært ved at genkende”, skriver Thomas Olea-Christensen.
“Det er okay, at styringen/sekretariatet fortsat ligger i kommunal regi, og derigennem adgangen til foreningens 86 medlemmer”, skriver John Arly Henriksen. Embedsværket opgiver tallet til mere end 70.
Om det videre arbejde skriver han: “Tænker, vi skal være bedre til at koordinere, og vi skal naturligvis tilstræbe at følge, eller have i mente, de 72 forskellige emner Cittaslow handler om.”
Små penge
Kommunen har afsat 109.000 kroner om året til Cittaslow. Kontingentet til netværket er 25.000 kroner. Resten går blandt andet til møder, kommunikation og arrangementer. De seneste tre år er der brugt mellem 46.000 og 66.000 kroner på aktiviteter ud over kontingentet. Melder kommunen sig ud, falder pengene tilbage i kassen. Embedsværket vurderer, at en udmeldelse ikke i sig selv ændrer på kommunens strategier.
Brand eller forpligtelse
Bliver kommunen i netværket, skal den vælge mellem handel og byliv, turisme eller Svendborg som kulinarisk destination. Administrationen vil undersøge at flytte arbejdet fra direktionssekretariatet til Svendborg Event & Turisme. Bestyrelsen dér ser positivt på det, men har ikke besluttet noget.
Cittaslowrådet vil have noget andet. I sin udtalelse til udvalget fastholder rådet, at Cittaslow er en forpligtelse og ikke et markedsføringsstempel. Det advarer mod, at Cittaslow bliver et redskab for turisme og erhvervsudvikling. Rådet vil have kommunen til at beholde medlemskabet og den helhedsorienterede tilgang. Rådet oplyser også, at det i omkring to år har ventet på en afklaring uden nok dialog, og at fristen til at svare nu var kort. Rådet noterer desuden, at kommunens repræsentant i rådet har undladt at kommentere udtalelsen.
Embedsværket ser det anderledes. Det vurderer, at rådets sammensætning ikke længere afspejler den brede repræsentation, det oprindeligt skulle have. Af foreningens mere end 70 medlemmer er der angiveligt kun en mindre del, der deltager aktivt. Embedsværket peger desuden på, at foreningen har været kritisk over for kommunens arbejde. Det afviser Thomas Olea-Christensen: “Det har rådet ikke. Vi har kommenteret og forsøgt at starte en debat om nogle ting, der har relevans for Cittaslow.”
Udvalget mødes i morgen klokken 15.30 og skal anbefale en vej over for Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er kommunalbestyrelsen, der afgør sagen.






Når spørgsmål bliver til kritik
Jeg læser Reaktion Svendborgs artikel om Cittaslow med interesse og også med en vis forundring.
Dette er mit personlige indlæg. Jeg skriver ikke på vegne af hverken Cittaslowrådet eller foreningen Cittaslow Svendborg, selv om jeg som delt formand naturligvis har et indgående kendskab til det arbejde, det nuværende råd har udført.
Derfor undrer det mig, at John Arly Henriksen i artiklen kan rette en så markant kritik af Cittaslowrådet, uden at forretningsudvalget eller formandskabet er blevet kontaktet af Reaktion Svendborg og har fået mulighed for at forholde sig til kritikken.
John Arly Henriksen siger blandt andet, at rådet af nogle medlemmer bruges ”meget kritisk imod de tiltag, som kommunen har gang i”. Det er en beskrivelse jeg ganske enkelt har svært ved at genkende. Privat holdning og rådets holdning er to forskellige ting.
Når jeg ser tilbage på det nuværende råds arbejde, kan jeg få øje på to konkrete eksempler, hvor rådet kan opfattes som kritisk over for kommunale tiltag.
Det ene var vores undrende – og også kritiske – spørgsmål til det store sommerhusprojekt i Lundeborg. Vi spurgte, hvordan Cittaslow var tænkt ind i et projekt af den størrelse.
Det var helt bevidst, at vi stillede spørgsmål frem for at drage konklusioner. Vi tog ikke stilling for eller imod projektet, for det er ikke Cittaslowrådets bord at fælde dom over konkrete kommunale projekter. Men naturligvis var spørgsmålene kritiske. Samtidig gav de kommunen en oplagt mulighed for at svare og forklare sine overvejelser.
Det andet eksempel var, at rådet var medindkalder til et arrangement om navngivningen af et areal ved Svendborgmotorvejen, som kommunen ønsker at udlægge til store boksbutikker. Det var en stille markering og et ønske om at sætte en relevant debat i gang, uden at rådet direkte markerede en holdning til det konkrete projekt.
Min egen private holdning til boksbutikker ved motorvejen er til gengæld klar. Jeg er bekymret for konsekvenserne for Svendborg midtby og for sammenhængskraften i de omkringliggende, velfungerende landsbyer. Men det er min holdning og ikke en holdning, jeg her tillægger Cittaslowrådet.
Hvis det er disse to eksempler, der ligger bag beskrivelsen af det nuværende Cittaslowråd som et råd, der er mere optaget af at kritisere kommunens tiltag end af at samarbejde, synes jeg, det er en kritik, der fortjener at blive sat i perspektiv.
Det får mig også til at stille et mere grundlæggende spørgsmål: Hvorfor bliver spørgsmål fra Cittaslowrådet opfattet som krav? Og hvorfor bliver en opfordring til dialog og samarbejde oplevet som et ultimatum?
Det er svært at føre en konstruktiv dialog, hvis spørgsmål tillægges en anden betydning, end de har.
Jeg kan kun tilslutte mig John Arly Henriksens tanke om, at Cittaslowrådet i højere grad kan bruges som sparringspartner. Det skriver jeg naturligvis på egne vegne, men jeg ved at der sidder et råd, som meget gerne vil arbejde aktivt med konkrete sager.
Vi afventer derfor meget tålmodigt det indgående telefonopkald.
For der har i omkring to år været ventet på en reel afklaring og dialog om Cittaslows fremtid i Svendborg. Hvis ønsket er bedre koordinering og et tættere samarbejde, forekommer det mig forunderligt, at den dialog endnu ikke for alvor er blevet taget.
Jeg vil samtidig gerne gøre én ting helt klar: Cittaslowrådet har intet imod, at Cittaslow bruges aktivt i forbindelse med eksempelvis turisme, gastronomi, byliv eller erhvervsudvikling. Det er ikke det, diskussionen handler om.
Men Cittaslow er en helhed.
Cittaslow bygger på en bred tilgang til udviklingen af en by og et lokalsamfund på tværs af syv forskellige områder. De internationale rammer er ganske vist blevet moderniseret og gjort mere fleksible, men det ændrer ikke ved, at Cittaslow fortsat er en helhedsorienteret tilgang.
Hvis man derfor vælger at reducere arbejdet med Cittaslow til blot tre udvalgte kriterier ud af de i alt 72, er det efter min opfattelse et både relevant og nødvendigt spørgsmål at stille: Arbejder vi så stadig med Cittaslow eller er vi i gang med at skabe noget helt andet under samme navn?
Det er ikke et krav. Det er ikke et ultimatum. Det er et spørgsmål, som fortjener et svar.
Endelig vil jeg gerne frabede mig, at andre fortæller, hvad Cittaslowrådet mener. Man må naturligvis gerne være uenig med rådet, kritisere dets arbejde og have en anden opfattelse af Cittaslows rolle.
Men hvis man er i tvivl om, hvad Cittaslowrådet faktisk mener, er løsningen egentlig ganske enkel: Spørg rådet.
Det er netop den dialog og det samarbejde, som Cittaslowrådet længe har efterspurgt, og som flere nu åbenbart også efterlyser. Vi har sådan set stået klar til den samtale længe.
Thomas Olea-Christensen
Privatperson og delt formand for Cittaslow Svendborg