Rådhussalen inden kommunalbestyrelsesmødet d. 24/2, 2026.
Ansvarshavende chefredaktør.
Cand.scient.pol. Kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg Kommune 2019-2025. Næstformand for Det Konservative Folkeparti i Svendborg.
Revisoren underkender Svendborg Kommunes interne kontrol på to områder. Alligevel blev regnskabet godkendt uden en eneste bemærkning fra salen – udover borgmesterens opridsning af sagen.
Da Svendborg Kommunes regnskab for 2025 blev godkendt den 24. juni, tog det ikke lang tid. Politikerne sagde ja – uden en eneste bemærkning fra salen. Men i de papirer, de netop havde nikket til, leverer kommunens revisor en kontant dom over forvaltningen: fejl i hver eneste kontrollerede integrationssag, og en intern kontrol, revisoren ikke har tillid til.
Den samlede påtegning er ganske vist blank – altså uden forbehold for regnskabet som helhed. Men på to områder, integration og enkeltydelser, går revisoren tæt på.
Faktaboks
Revisionen af regnskab 2025 — kort fortalt
Den samlede revisionspåtegning er blank — uden forbehold for regnskabet som helhed.
De gennemgående fejl på integrationsområdet
- Indholdskrav til jobsamtaler ikke overholdt
- CV-oplysninger ikke rettidigt og korrekt på Jobnet
- Kontinuerligt virksomhedsrettede tilbud manglede
Revisoren vurderer, at kommunens eget ledelsestilsyn ikke er hensigtsmæssigt — på begge områder.
Tidslinje
Kilder: Revisionsberetning nr. 33 for regnskabsåret 2025 (BDO), revisionspåtegning af 9. juni 2026 samt sagsfremstilling og referat, Svendborg Kommune.
Fejl i alle fem sager
På integrationsområdet udtog BDO en stikprøve på fem sager. I alle fem fandt revisionen fejl.
Tre fejl gik igen: De indholdsmæssige krav til jobsamtalerne var ikke overholdt. Borgernes CV-oplysninger var ikke registreret rettidigt og korrekt på Jobnet. Og de løbende virksomhedsrettede tilbud, som man har krav på, var udeblevet.
Dertil kommer en række enkeltstående fejl – blandt andet manglende vurdering i flere sager af, om der har været behov for en samtale efter ni måneders ledighed.
Kontrollen, der skulle fange fejlene
Et andet opsigtsvækkende punkt omhandler ikke selve fejlene, men derimod at kommunen ikke selv opdager dem.
Svendborg Kommune skal føre et såkaldt ledelsestilsyn. Det er en intern stikprøvekontrol, der skal sikre, at sagerne behandles efter reglerne. De fejl der har været i integrationssagerne er præcis den slags fejl, som det tilsynet skal fange. Men tilsynet fungerer ikke efter hensigten, fastslår BDO.
Revisoren skriver lige ud, at kommunen ikke har tilrettelagt et hensigtsmæssigt ledelsestilsyn, fordi den ikke konsekvent udtager de sager, der er relevante for kontrollen. Og når kommunen så har ført tilsyn, er revisoren i flere tilfælde direkte uenig i de konklusioner, kommunen selv er nået frem til.
BDO når frem til den konklusion, at området ikke fuldt ud administreres efter de gældende regler. De anbefaler en opstramning og et ledelsesmæssigt fokus, hvor fejlene er fundet. Kommunens administration oplyser, at der er sat initiativer i gang for at rette op.
Samme billede ved enkeltydelser
Fejlene stopper ikke ved integrationsområdet.
Når det kommer til enkeltydelser, altså kommunens økonomiske engangshjælp til borgere i særlige situationer, så konstaterede revisionen et højt fejlniveau i stikprøverne – hovedsageligt på grund af manglende journalføring. Også her vurderer BDO, at ledelsestilsynet ikke fungerer efter hensigten og at kommunen ikke udtager de sager, der er relevante for kontrollen.
Godkendt uden debat
På trods af den kontante kritik blev regnskabet og revisionsberetningerne behandlet uden diskussion i kommunalbestyrelsen. Borgmester Bo Hansen (S) redegjorde, som det er kutyme ved alle dagsordenspunkter, kort for sagen og bemærkede at der vil blive rettet op på fejlene.
BDO har varslet, at revisoren følger op ved den løbende revision i 2026.

