Rådhussalen inden kommunalbestyrelsesmødet d. 24/2, 2026.
Ansvarshavende chefredaktør.
Cand.scient.pol. Kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg Kommune 2019-2025. Næstformand for Det Konservative Folkeparti i Svendborg.
Skal Svendborg Kommune arbejde med måltal om, at mindst 40% af det underrepræsenterede køn skal udgøre kommunens topledelse? Det spørgsmål var til debat til kommunalbestyrelsesmødet den 24. februar, hvor politikerne skulle tage stilling til kommunens ligestillingspolitik. Men debatten kom også til at handle om, hvorvidt der findes kulturelle normer og strukturer, som holder kvinder nede.
Dikteret fra Christiansborg
Ifølge lovgivning fra Christiansborg skal kommunerne have en politik samt måltal for opnåelse af en ligelig kønsfordeling i topledelsen. Dette omfatter direktionen og afdelingschefer, hvor Svendborg Kommune for nuværende har tre mænd og en kvinde i direktionen samt syv mænd og seks kvinder som afdelingschefer.
Det har tidligere været sådan, at politiken og måltallene skal indberettes hvert år. Da lovgivningen blev vedtaget i 2022 stemte alle de daværende borgerlige partier i Folketinget imod (V, K, LA, DF, NB). Senere blev lovgivningen ændret, så der kun skal indberettes hvert andet år. Derfor var Svendborg Kommunalbestyrelses sidste behandling af topledelsens kønsfordeling tilbage i 2024.
Meritokrati eller kulturopgør?
Fortalerne for politikken var klare om, at de mener der findes kulturer, som forhindrer kvinder i at komme til tops, hvorfor politikken er nødvendig for at modvirke den kultur. “Ingen af os kan være uenige om, at mænd og kvinder har samme værdi. Derfor skal ligestillingen understøttes, så der er de samme muligheder for alle. Det er det, det punkt her handler om. At vi har en øget bevågenhed på, at lægge forældede praksisser og kultur bag os og italesætte, at også i den kommunale topledelse, har alle lige mulighed for at arbejde.” Lød det blandt andet fra Pia Dam (S).
Mette Kristensen (V) var ikke enig. “For os er det sådan det vigtigste, at kompetencer kommer før køn. Og det betyder at den bedst kvalificerede kandidat skal ansættes uanset køn.” Sagde hun inden hun præsenterede et forslag fra Venstre, som vi vender tilbage til om lidt.
Hun blev bakket op af de andre borgerlige, blandt andet Per Nykjær (LA), som hæftede sig ved den store overvægt af kvinder på lavere ledelsesniveau. “Jeg vil gerne advare imod, at vi kommer til at skyde os selv i foden. Lige nu har vi 93% kvinder som områdeledere og 73% kvinder som afdelingsledere. Det tænker jeg ikke vi har planer om at lave om på eller at vi skal ud at finde en masse mænd til de stillinger.” Som derefter også gjorde opmærksom på, at der måske blev behov for mere end to køn, da 40% af de fire stillinger som er i direktionen, giver 1,6.
Det fik borgmester Bo Hansen (S) til at reagere: “Man kan sagtens kravle ned i alle mulige små detaljer. Det her handler for mig om at sende et overordnet signal. Og det handler også om, at hvis man engang imellem står med to kandidater der er lige gode, så kan køn også være et vilkår, som man kigger på”.
Borgerligt sammenhold
Selvom samtlige borgerlige partier, V, K, LA, DF og DD tilkendegav at kompetencer er vigtigere end køn, når kommunen skal ansætte ledere i toppen, så ville de ikke stemme imod punktet, da det netop er et lovkrav at kommunen skal have en politik for ligelig kønsfordeling. Derimod fandt de sammen om et ændringsforslag, som blev fremsat af Venstre, der dog ikke fik den samme opbakning til at sende sagen tilbage til økonomiudvalget.
Venstres forslag gik i alt sin enkelthed ud på, at Svendborg Kommune ikke skal gøre mere, end hvad der kræves rent juridisk. Hvorfor de ønskede en præcisering af, at politikken kun gælder for de ledelsesniveauer, der er omfattet af lovgivning samt en præcisering af, at de måltal som vedtages i politikken kun er overordnede pejlemærker, som ikke må stå i vejen for at ansætte den bedst kvalificerede kandidat eller må føre til kønsbaseret favorisering.
Ændringsforslaget blev dog stemt ned med stemmerne 11-18, hvor V, K, LA, DD og DF stemte for og S, SF, Ø og RV stemte imod. Derefter blev måltal og politik vedtaget enstemmigt.

